Jørgen Rudolf Bech (1886-1971) – Erindringer 1886-1911

 Givet til og renskrevet af Ove Ernst Kann, der tillige har suppleret med oplysninger om tiden efter 1911. 

“Mindet lader som ingenting er dog et lønligt kildespring.” 

Kun få herregårde er i løbet af de godt halvhundrede år siden 1900 blevet mishandlet og forandret i landskabelig henseende som mit kære barndomshjem TÅRNBORG ved Korsør, og jeg vil derfor i det følgende forsøge at bevare en forestilling om hvordan forholdene var omkring 1900 i landskabelig henseende, bygningernes beliggenhed og familielivet der. 

Tårnborg var i landskabelig henseende, da min bedstefar, apoteker og etatsråd JØRGEN ALBERT BECH købte Tårnborg og Kruusesminde i 1865 af general Oxholm, en af de skønneste herregårde på Sjælland, men var allerede da blevet vansiret af jernbanelinien København-Korsør som blev anlagt i 1850-erne. Jorderne strakte sig fra udkørslen fra Halsskov og jernbanestationen med de gamle færgelejer, (og bestod derfor af værdifulde byggegrunde) forbi Lilleø til Korsør Nor ved vandmøllen, som med vindkraft besørgede en mangelfuld afvanding af de inddæmmede arealer ved Magleø og Egø og nord for sognevejen Tårnborg-Svendstrup til jernbanelinien. Videre strakte jorderne sig over Højbjerg og fiskerhusene ud til Storebælt, og fra skellet til Kruusesminde til Kablers Teglværk og til Halsskov. Denne form gjorde Tårnborg til en vanskelig gård at drive. 

Men det er naturskønheden jeg vil beskrive i det følgende. Avlsbygningernes symmetriske beliggenhed foran ho-vedbygningen dannede en smuk ramme på siderne af den store gårdsplads, og i forlængelse deraf de åbne marker, der gav en smuk udsigt over til Kællingehoved, som bestod af forskellige småbevoksninger og en mindre skov på toppen af det højeste bakkedrag, som nu er afgravet og planeret ud til hovedvej. – Den store kuperede have og park syd og øst for hovedbygningen, tildels indgravet i en bakke, var altid, i modsætning til nu, velholdt og velplejet af en gartner med 3-4 mand til hjælp, og indeholdt et par smådamme, som var vores lege- og skøjteterræn, foruden Kongehøjen med det gamle, nu forfaldne, udsigtstårn og selve Kongehøjsbakken var en fortrinlig ski- og kælkebakke om vinteren. Parken fortsattes mod øst af en stor frugthave, tidligere fasangård med allerede i 8o-erne et stort fasaneri, hvorfra der leve-redes mange fasaner til udsætning på andre herregårde, og videre til Dyrehovedet, den gang hovedsagelig gran- birke- og ellebevoksninger med enkelte gamle ege som endnu heldigvis findes. Her var mange ræve- og grævlingegrave, og også en lille bestand af råvildt. Udenfor Dyrehovedet dannede Søndre Inddæmning udsigten til Magleø, atter kuperet med småbevoksninger i kanten af marken, og til teglværksgravene bagved ud til Noret. Nu er Egø af militæret om-dannet til ammunitionsdepot indgravet i skoven på begge sider og lukket af. 

Men den gang bestod bevoksningen af gamle til dels forkrøblede ege med vedbend, der snoede sig opad, og hvor ørnene om vinteren havde et yndet opholdssted. Desuden noget gran og bøgebevoksning og en enestående bundflora med anemoner, hanekam og lærkesporer, og dertil overalt den vilde skovløg med de hvide blomster, og senere ganske vist den ramme løgduft. Et net af gange derinde snoede sig med udsigt over Noret. Ved stranden lå en lille rørstråhytte med en lille stenbro og tilhørende båd, hvorfra vi dagligt badede om sommeren i det lave vand. Endvidere fandtes den gang Skovfogedboligen hvor Vilhelm Bergsøe skrev eller rettere dikterede “Fra Piazza del Popolo.” Nord for linien Kongehøjen-Dyrehovedet-Egø begyndte de egentlige marker over til Kællingehovedet, med det bagved liggende Bøgekullen til jernbanelinien, og på den anden side heraf mod nord og vest de øvrige marker ud til Storebælt. – Tæt syd for sognevejen Tårnborg-Svendstrup ligger på toppen af en bakke en grus- og mergelgrav, hvor far engang tog plads med bøssen mens vi drenge fik jaget et par stykker råvildt ud fra Kællingehovedet, og som beregnet tog de retning derover til og passerede tæt forbi. Men til vor store skuffelse faldt der intet skud. Far forklarede at han havde placeret sig på den forkerte side af grusgraven, så han ikke kunne nå dem. 

Den høje isolerede bakke Haneklint omtrent midt for norets nordside var under tyskernes besættelse et stærkt befæstet punkt, hvorfra sognevejen og det flade terræn Nordre Inddæmning kunne beskydes virkningsfuldt. I det lille krat på Kællingehovedet skød jeg mit første stykke råvildt 2. Juledag med en lille bøsse, jeg netop havde fået i julegave. For enden af stakhaven op mod Kongehøjen var der en dyb grusgrav hvori der blev henlagt tærskeaffald, et sted som var stærkt besøgt af fasanerne, og herfra har vi fra toppen af grusgraven skudt mange fasaner med salonbøsse, når de fouragerede i avnerne. 

Fra avlsgården førte en markvej “Fægangen” med stengærder på begge sider over jernbanen og ud til markerne mod vest og nord til Storebælt. På mange bakketoppe fandtes stendysser, de fleste udgravede eller tomme. I kanten af Magleø ned mod Søndre Inddæmning findes endnu talrige pilespidser og flinteredskaber fra den ældste oldtidsbeboelse. Der er to ret store moser, Stigbjergmosen med tæt rørbestand og geddefiskeri og andetræk, og Brændemosen, som i gamle dage brugtes til tørveskær, bl.a. af fæsteren i Stigbjerghuset, der havde ret til at tage sit forbrug af tørv derfra. Nu er Brændemosen reservebeholder for det gamle Korsør vandværk. Der var en stor bestand af karusser som blev fanget med vod, og navnlig var der mange blishøns og lappedykkere; disse sidste dykker så hurtigt at de er væk før end kuglen fra en riffel når ud til dem. – Alle markerne var omgivet af store smukke stengærder; men de senere ejere Madelung og Jørgensen plyndrede dem på grund af pengetrang. 

Til hovedgården hørte mange fæstegårde i Svendstrup. De blev efterhånden afløst eller solgt, den sidste ca. 1905. Avlsgårdens bygninger bestod som på tegningen fra før branden i 1901 på højre side af længdeaksen af en gammel stråtækt bindingsværksbygning med herskabsstald og hjulmagerværksted, arbejdshestestald og karlekamre, kviestald og redskabsrum. Midt for hestestalden var hesteomgangen til hakkelsesmaskinen, hvortil en gammel rød hest “Slagter Nyborg” dagligt i et par timer leverede trækkraften. Udenfor fortovet til hestestalden stod gårdens 15-16 arbejdsvogne opmarcheret på linie. På en ubrugt skorsten over hjulmagerværkstedet var anbragt en storkerede og her har jeg set en af de gamle storke snappe en stær ud af en flok, som passerede for nær forbi. Hele denne bygning og en af de stråtækte kampestenslader med mure på mere end en alens tykkelse, hvoraf en side endnu findes (årstallet er så vidt jeg husker 1830) er væk og erstattet af trægrupper, også i den nederste ende mod sognevejen, hvor kornmagasinerne lå. Her holdtes de store årlige høstgilder med 60-70 til middag og op mod 130 til aftensdans. – Endelig lidt skråt til højre langs sognevejen, byggede far en stor stakhjælm ca. 1895 til erstatning for stakhaven, hvor der tidligere stod 20-25 store stakke. Denne hjælm fristede d. 22/9-1901 en landevejsridder til at sætte ild på, hvilket forårsagede den store brand som resulterede i at far solgte Tårnborg. På venstre side af længdeaksen lå den af bedstefar og far byggede kostald, og derefter tærskeladen ligeledes bygget i bedstefars tid. Hertil blev alt kornet kørt fra stakke og andre lader, og halmen båret på mandsryg til de mange loftslemme på staldene, i knipper så store at man kun kunne se en stor stak komme vandrende på to ben. Op til træladen stødte den anden store kampestenslade af samme årstal som den første, med en tilbygning langs siden som benyttedes til kviestald. I denne lade foretog vi drenge forvovne spring og rutcheture fra de højt beliggende bjælker ned i halmen på gulvet. – Den anden gårdsplads var foran forpagterboligen, hvor far boede så længe han var forpagter. Den er forvalterbolig, men den var i nogle år udlejet til afdøde admiral Scheller så længe han som kaptajn førte postdampskibet Korsør-Kiel, og hans familie blev der igennem mine forældres gode venner, et venskabsforhold som bevaredes gennem årene. På de andre sider af denne gårdsplads var kostalden og mejeribygningen. Den gang behandledes al gårdens mælk til smør og ost under min mors tilsyn og administration. Den omtalte anden store kampestenslade dannede den fjerde og nordlige side. Omtrent midt på denne plads byggede far en asylbygning for gårdens arbejderbørn, og senere blev den brugt som polakbolig. 

Således var rammen om vort barndomshjem, hvor vi børn voksede op, omgivet af vore forældres store kærlighed og omsorg. Vi kunne frit lege i gård og have og omgås med folkene, som alle var vore gode venner. Særlig kusken Lauritz, som lærte os de første grundsætninger i at omgås og behandle heste og seletøj og i renholdelse af herskabsvognene. Da vi blev store nok forærede morfar Schønning os et gymnastikapparat, som blev stillet op i haven, og desuden også et par gedebukke, som vi kørte med forspændte for vore legevogne. 

Selvfølgelig beredte vi også vore forældre ængstelser ved forskellige sygdomsanfald. Jeg fik blindtarmsbetændelse og difteritis, og min bror Tyge blev angrebet af St. Veitsdans, så han blev taget hjem fra Sorø Akademi, var senge-liggende flere måneder og derefter sammen med mor og Anna på rekreation i Båstad i Sverige. Det tog et halvt år at få ham rask igen. – Vi drenge kom 1896 på Sorø Akademi, boede hos bedsteforældrene Schøning, med tanterne Anna og Margrethe. Tyge boede der nogle måneder, men jeg gennem flere år, og jeg kom hjem hver lørdag-søndag foruden i ferierne. På vejen fra jernbanestationen i Sorø til byen, så jeg d. 22/9-1901 skæret af branden på Tårnborg. Anna gik i skole hjemme og havde som lærerinder søstrene Ellen Strøm, senere baronesse Haxthausen, og Eva Strøm som også fulgte med da vi flyttede til Palaisgade. 

Far var ivrig jæger, og vi drenge fik lov til at følge med, først med vore legetøjsgeværer, senere med salonbøsse, hvor-med vi skød alt – gråspurve, rotter stære, solsorte, duer, krager, fasaner og harer. En gang kom jeg galt af sted, idet jeg skød med salonbøsse efter en fremmed hund, der ville besøge vores foxterrier, Pussie. Jeg var så uheldig at ramme den i det ene bagben, og til straf for min ubetænksomhed, beordrede far mig til at opsøge hundens ejer, som boede på Halsskov, og betalte ham med en medbragt tier. Det var en lærestreg for livet. 

Vores interesse for heste var også stor. Først red vi på arbejdshestene, derefter fik vi et par Galliziere, og Tyge havde da han var 2 år fået et nordbakkeføl af vores farbror Alex, og dette føl afløste sammen med en anden nordbakke vore galliziere. På disse nordbakker havde vi mange rideture sammen med fætter Jørgen på Kruusesminde, som skønt han var fire-fem år ældre end vi, var vores gode kammerat og ven, et venskab som bevaredes resten af livet. 

Kan børn karakterisere deres forældre fra deres første barndomsår til 15-16 års alderen? Jeg vil prøve så godt jeg kan. Far var en middelhøj slank mand med et karakteristisk fuldskæg og whiskers og virkede distingveret som en virkelig herremand. Punktlig og præcis i sit daglige liv, og flittig ved sit skrivebord og med tilsynet med bedriften. Stærkt præget af en vis melankoli og nervøsitet, som forøgedes ved stærke anfald af hovedpine, og derfor lod han sig ikke byde noget af andre. Men overfor os børn var han blød og god, nærmest forkælede han mor og os, som han kaldte sine herlige drenge, og Anna for Tulde, som han tænkte på frem for nogen anden. 

Mor var lille, buttet og rund, kærlig og flittig og overalt afholdt. Om formiddagen ledede hun sit store hus, folkehusholdning og have og passede rugehøns iført sort, vid lang kjole med flip, og et stort hvidt forklæde om maven. Efter frokost var hun travlt beskæftiget med reparation af dækketøj, og hun syede alt vort tøj selv. Hvor var vi trætte, når vi skulle stå foran hende for at få prøvet tøjet. Dertil var hun altid i godt humør, og med sin glade latter hjalp hun far ud over sine mange nervøse og tungsindige anfald. I særlige vanskelige høstperioder, hvor far var ved at bukke under for nervøsitet, fik hun ham til at tage til Jylland på jagt, og ledede så sammen med forvalteren indhøstningen.

Engang i en særlig vanskelig høst, hvor der skulle køres ind til det blev mørkt, ville folkene ikke mere; men mor gik roligt ned til dem og forklarede at det var nødvendigt at fortsætte, og så var der ikke mere nogen uvilje blandt dem. – Sit livs store sorg fik hun da far efter gårdens brand i 1901, af skræk for landbrugets fremtid og af hensyn til sine børns fremtid, besluttede at sælge Tårnborg. Da kæmpede hun vel nok sit livs kamp for at få ham fra det, men forgæves. Hun skriver i sin dagbog d. 12/10 1901: “Den tristeste dag for os alle”. – Antagelig den dag da Tårnborg blev solgt til Korsør by. Alligevel tog hun, da vi flyttede til København, de forandrede forhold op på enestående måde, og førte hjemmet i Palaisgade videre på den smukkeste måde. 

Gårdens salgssum var 660.000 kr. Det var den gang en meget stor pris, og satte far og mor i stand til at leje en lejlighed i Palaisgade 6, med 9 værelser og 2 pigeværelser, og næste år købte de villa “Egebakken” i Vedbæk (Red: Nu Vedbæk Strandvej 335, 2950 Vedbæk) til sommerophold. Lige så stor som min villa her i Jyderup (Slagelsevej 30), og med særskilt bolig for pigerne og med staldbygning og have på 1/2 tdr. land. 

Vi boede på Tårnborg til oktober 1902, hvor det store opbrud fandt sted. Vi drenge blev overført til Gl. Holms latin- og realskole i København, hvorfra vi to år senere fik henholdsvis studenter- og realeksamen. Professor Niels Bohr og hans bror Harald gik en klasse over mig. De var nok dygtige, men udmærkede sig den gang som dygtige fodbold-spillere. Jeg havde ikke nogen kammerater, som jeg sluttede mig til. Men Tyge gik sammen med Henning Rottbøll, Børglum Kloster, og det blevet venskab for livet mellem de to. Men jeg traf i studenterforeningen Paul Dahl, søn af ejeren af Silkehuset, Lauritz Dahl. Vi har holdt sammen så længe han levede. Først gik vi på Landbohøjskolen og læste sammen begyndelsesgrundene til skovdyrkning hos skovridder Lassen, Glorup. 

Livet i København blev stort set noget af en skuffelse for min far. Den store overgang fra en stor bedrift til en relativ uvirksomhed, og mors og vores længsel efter vort gamle hjem, fik ham snart til at tænke på at købe en gård igen, og han fik oplysninger om forskellige store gårde, men det blev heldigvis, havde jeg nær sagt, ikke til noget, for han begyndte at få vanskeligheder med vandladningen, som man den gang intet middel havde imod, og det udviklede sig så hurtigt, at han allerede i september 1904 lod sig indlægge på st. Josefs hospital. Den gang forstod man sig ikke på at operere for prostata, og han og mor var nok klare over, hvor det bar hen. Mor og vi besøgte ham hver dag, og når smerterne blev for store, måtte vi holde ham i hånden. Mor bragte hver dag en stærk kødsuppe med, som skulle styrke ham. I begyndelsen af december udviklede sygdommen sig til en forgift-ning af hele kroppen, og det gik over i lungebetændelse, indtil han endelig blev befriet d. 13/12 1904. Det sidste han sagde, var: “Pas på Jeres mor”. Men det blev hende som passede på os. Først ved at føre livet videre i Palaisgade i hans ånd, og hjælpe os i gang med vore gårde, og senere med hjælp når det kneb med at dække gårdenes underskud. Indtægterne blev mindre og huslejen højere, hvilket hun søgte at afbøde ved at leje to stuer ud til min gamle ven og skolekammerat Georg Levinsen, og desuden tog hun unge piger i pension: baronesse Schaffelitsky, frk. Grønvold og komtesse Moltke. 

I Palaisgade kom mange af mine forældres gamle venner. Hofjægermester Poul Neergård fra Skjoldenæsholm, som var flyttet til Niels Juelsgade 6, og deres børn, navnlig Godtfred og Reese, senere gift med ambassadør Tillitze. Stabslæge Frideriksen, fars gamle ven og som også havde hus i Vedbæk, og derigennem deres ældste søn Karl Frideriksen. Vi sejlede meget med deres kutter Ole, dels i Sundet og på en lang tur til Bornholm. Endvidere kom mors gamle mor og to søstre Anna og Margrethe, som flyttede fra Sorø til Frederiksgade 9. Mors gamle slægtninge og veninder var: Frk. Louise Kitz, som havde været mors lærerinde, og som ved sin død testamenterede mig Agnes Lunds maleri af Kongebakkerne nord for Ålborg, (det hænger nu over dragkisten i dagligstuen i Jyderup). Mors kusiner, frøkenerne Anna og Marie Skibsted. Frk. Hilda (Skibsted) Colbjørnsen. Fanny Sommer, som bad mor om at købe hendes gamle familiesølvtøj i mahognigskrinet. Disse gamle damer kom regelmæssigt en gang om ugen. – Fars gamle søster Helene, gift med læge Christiansen, havde far en gammel arvestrid med, så de sås ikke. (Red.: arvestriden drejede sig om en lænestol stammende fra apotekerens tid. Ved frk. Anna Bech’s død på Øresø, stod denne stol her, og som tak for al venlighed mod Anna, forærede J. R. Bech stolen til Annas gamle nabo og gartner hr. Andrea-sen). Men efter fars død, måtte mor hvordan vejret end var, aflægge Helene et besøg en gang ugentligt for at holde gode miner og for at underholde hende, men høstede kun utak derfor, fordi hun blev fornærmet over at mor flyttede til Øresø da vi købte Sallerupgård, og derfor slettede min søster Anna’s årlige “apanage”, som blev lagt til det som kusinerne på Kruusesminde også fik. 

I Palaisgade 6 boede 8 familier med unge på vores alder, Direktør Trolle fra de forenede Papirfabrikker: Alma, Herbert og Ebba. Grosserer Justesen: Hertha. Grev Reventlow, Rudbjerggård: Edward, Otto og Frederik. Apoteker Müller: Paul, Ingeborg, Gudrun, Kirsten, Emilie og Addie. Alle disse kom vi jævnligt, næsten dagligt sammen med. Mens Tyge var soldat ved 4. artilleriregiment kom hans kammerater, William Schulin, Holger Rosenkrands og Henning Rottbøll, som på samme tid lå ved husarerne, den gang i København. 

Efter første del af landbrugseksamen, lærte jeg landvæsen på Kruusesminde, hos forpagter Mackesprang, Borgeskov. Hos inspektør Jørgensen, Tranekær, hos skovrider Lassen, Glorup, og hos proprietær Rønne-Lotz, Mariebjerg og Glostrup. Sidstnævnte sted sammen med Adolf Bech, Frederiksberg, Preben Staun, Rødbjerghavn og Mørkeberg fra Store-Heddinge. 

Jeg var forvalter hos forpagter Quade, Nielstrup i 1909. Imens var Tyge 1½ år i Patagonien og Argentina. Derefter var jeg ½ år hos forpagter Fritz Knipschild,(Lerchenborg) Melbygård i 1910. 

Så måtte jeg se mig om efter en gård, og valgte Østedgård på 350 tdr. land, med sin gode jord og smukke beliggenhed ved Rans fjord. Fars gamle trofaste sagfører Thiesen fra Korsør hjalp med at afslutte handelen for 350.000 kr. med overtagelse i januar af Lorentzen. 

(Red: Gården solgtes igen i 1918 for 594.000 kr., jf. http://www.korningove.dk/3-209.html ). 

Forinden havde Tyge købt Iisgård på Mols, hvilken jeg ikke turde binde an med p.g.a. den mindre gode jord og det stærkt kuperede terræn, men smukke beliggenhed ud til Århusbugten. De første to måneder var jeg som gæst hos Lorentzen, som jeg kom udmærket ud af det med. Straks ved overtagelsen bad husmændene om noget mere i løn, og jeg forhøjede timelønnen fra l kr. til 1,25 kr., altså med 10 timers arbejdsdag en løn som kun gav 12,50 kr. om dagen; Lorentzen rystede på hovedet af denne forhøjelse. Så i marts den store indflytning med møbler fra Palaisgade og villaen i Vedbæk, som mor da solgte. 

Min kusine Karen fra Kruusesminde styrede hus for mig en tid med min søster Anna til hjælp, for at sætte huset i sving til det forestående bryllup d. 15/11 1911. Dette var stort og flot i Marmorkirken i København, og bagefter middag på Nimb på svigermors fødselsdag. Min mor tilbød os en bryllupsrejse, men jeg holdt på at vi ville tage hjem og begynde livet sammen på Østedgård. Hertil ankom vi altså den næste formiddag og blev hentet i den store landauer, som svigerfar forærede os. Forinden var Margrethes udstyr kommet, møbler til 3 stuer og hele linnedudstyret. Og så begyndte vi et lykkeligt og travlt liv. Elektricitet blev indlagt overalt og en elektromotor blev sat til at trække tærskeværk og kværn og hakkelsesmaskine. Min mor besøgte os lige inden jul, og til jul kom svigerfar og svigermor samt Mar-grethes søskende Augusta og Andreas.” 

Herunder traf jeg hos gamle Knipschild på Lerchenborg Margrethe Leisner, som var på besøg hos sin svoger og søster forpagter H. H. Sass og hans hustru Ellen, som lige havde forpagtet Mineslund og Asnæsgård. Margrethe sad lige over for mig ved bordet i en lille hvid og lyseblå kjole (“husarkjole”) og det blev straks til kærlighed. Vi havde mange rideture på Mineslund og forlovede os d. 7/9 1910. 

Så måtte jeg se mig om efter en gård, og valgte Østedgård på 350 tdr. land, med sin gode jord og smukke beliggenhed ved Rans fjord. Fars gamle trofaste sagfører Thiesen fra Korsør hjalp med at afslutte handelen for 350.000 kr. med overtagelse i januar af Lorentzen.” 

——————-0——————-

Så vidt Jørgen Rudolf Bech’s erindringer, som han afleverede dem til sin dattersøn Ove Ernst Kann i 1970. I forbindelse hermed ønskede han udtrykkeligt ikke at viderebringe erindringer for tiden efter 1911. 

Oplysningerne i det følgende bygger derfor på samtaler med Jørgen Rudolfs datter, Ulla Margrethe Bech, g. Kann, (1918-2007) samt breve og øvrige dokumenter, som er fundet i hendes gemmer. 

Østedgård dannede rammen om Jørgen Rudolfs og Margrethes (kaldet Sessen) liv i de første 7 år af deres ægteskab. Her fik de sønnerne Edvard og Tyge i hhv. 1915 og 1917. I 1918 solgtes gården til en pris på 594.000 kr. Baggrunden var formentlig, at navnlig Margrethe syntes at afstanden til forældrene i Køge var for stor. Endvidere kan det tænkes, at Jørgen Rudolf har fundet et tilbud på 594.000 kr. vanskeligt at afslå. Under alle omstændigheder købte familien landstedet ”Øresø” ved Jyderup. Det fortælles, at familiens bohave ved flytningen til Øresø fyldte 11 togvogne! 

Et fantastisk naturskønt og idyllisk sted, fuld af kulturhistorie, idet der siden middelalderen havde været vandmølledrift på stedet. Øresø Mølle var én af 5 vandmøller langs Halleby Å og afløbet fra Skarridsø. Mens familien boede her fødtes datteren Ulla Margrethe. 
Livet på Øresø har sikkert været behageligt og sorgløst. 1. verdenskrig var lige afsluttet, og det gav til at begynde med anledning til stor optimisme. Jørgen Rudolf kiggede sig om efter en ny gård, men først i 1923 fandt han én, der tiltalte ham. 

Det kan umiddelbart være svært at forstå, hvorfor Jørgen Rudolf lod 5 år gå før han investerede i en ny gård. Følgende citater fra Bo Lidegaard: ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede” (2011), kan måske bidrage med en for-klaring: 

”Euforien fra de første efterkrigsår dampede af i efteråret 1920 med internationale prisfald, som gjorde ondt på dansk landbrug og industri. 

Kombineret med vanskelighederne på de østlige markeder ramte tilbageslaget Danmark hårdt, og i 1922 krakkede Landmandsbanken, der var den største bank i Skandinavien. Banken var involveret i store dele af dansk økonomi, og sammen-bruddet sendte chokbølger ind i selve hjertet af dansk produktion – og politik. Hele det finansielle system vaklede, og staten måtte intervenere med datidens bankpakker, som ikke blev lettere at løfte politisk, da krakket efterlod en hale af skandaler og korruption, der vedrørte samfundets øverste lag. Ved statens mellemkomst lykkedes det at rekonstruere banken. 

Under krisen voksede den sociale og politiske spænding, og yderligtgående socialistiske grupperinger vandt frem i de store industribyer, som oplevede et voksende antal demonstrationer, strejker og social uro. 

Landbruget var stadig det dominerende erhverv med en eksport, der efter krisens stagnation i 1925 voksede til en foreløbig kulmination på halvanden mia. kr. om året – et niveau som først igen blev nået efter 2. verdenskrig. Storbritannien aftog alene to tredjedele af landbrugseksporten, hvilket skabte et stærkt gensidigt afhængighedsforhold.” 

Den valgte nye gård var Sallerupgård ved Avnø Fjord mellem Næstved og Vordingborg. Gården var i 1921 vurderet til 213.000 kr. Den blev købt, og familien flyttede fra Øresø, der blev overtaget af Jørgen Rudolfs mor (Marie Bech, f. Schøning) og hans ugifte søster Anna Bech. 

Da Edvard og Tyge blev gamle nok, blev de sendt på Herlufsholm Kostskole. Ulla, derimod blev sendt i skole i Lundby. Til gården hørte en del lave jorder – tidligere lavvandede fjordarme – som var blevet inddæmmet og afvandet i midten af 1800-årene. Afvandingen skete ved udpumpning, hvilket har belastet gårdens driftsøkonomi. Desværre indtraf Wall Street krakket i 1929 med efterfølgende kraftige fald i kornpriserne. Bo Lidegaard skriver i ”En fortælling om Danmark i det 20. århundrede” følgende: ”I sommeren 1930 nåede virkningerne af den store depression til Danmark. I oktober 1929 var Wall Street gået i sort, og nu faldt priserne på den landbrugseksport, der udgjorde rygraden i dansk økonomi. 

Året efter var krisen slået igennem i alle sektorer, og Storbritannien måtte opgive at holde pundet til en guldstandard, hvilket devaluerede priserne yderligere. I 1932 var værdien af dansk eksport kun halvdelen af, hvad den havde været 3 år tidligere.” 

Denne kedelige situation gjorde desværre at Jørgen Rudolf gik konkurs omkring 1931. Forinden havde han forgæves taget kontakt til Mourier Petersen, af hvem han havde købt gården, for at få en ordning i stand. 

Da konkursen nærmede sig blev en del af bohavet (antikke møbler, malerier m.v., hvoraf en hel del må have stammet fra Tårnborg) sendt til Jørgen Rudolfs søster Anna på Øresø og til Margrethes søster Ellen på Mineslund på Asnæs, mens andet blev solgt på auktion eller til venner og bekendte. Samtidig undersøgte Jørgen Rudolf mulighederne for at få et job som godsforvalter i Polen. Hans kontaktperson i Polen, en ingeniør Lyngbeck, som Jørgen Rudolf havde gået på Sorø Akademi med, meldte dog tilbage, at han desværre ikke kunne hjælpe. Af breve mellem Jørgen Rudolf og Margrethe i maj og juni 1931 fornemmes det klart, at der var humørsyge og krise mellem ægtefællerne. Margrethe ser ud til at have opholdt sig på Mineslund hos søsteren, mens Jørgen Rudolf snart var på Øresø, snart i København, hvor han ordnede forskellige sager. Her besøgte han sin mors gamle søstre Anna og Margrethe Schøning, hvoraf den ene i hemmelighed under et besøg gav ham 70 kr., hvilket vel svarede til en lille ugeløn for en landarbejder. 

Det blev en hård tid for familien: Godsejertilværelsen var forbi, og man måtte vænne sig til stærkt reducerede fysiske rammer og en helt anden social status. Dertil kom, at Margrethe blev ramt af heftige klimakterierelaterede problemer og psykiske lidelser, der efterhånden udviklede sig til senil-demens. 

Familien flyttede til Slagelse, hvor de boede Slotsgade 10, Hansensvej 6, Vibevej 5 og Østerbro 21. Jørgen Rudolf fik via indflydelsesrige slægtninge på Valbygård (halvfætter) og Kruusesminde (fætter) et job som kasserer i den lokale sparekasse. Hvor længe han havde kassererjobbet vides ikke, men Ulla Margrethe har fortalt, at han i længden fandt det ydmygende at lange andre folks penge over disken, når han selv havde så få. Jørgen Rudolf opsagde derfor jobbet efter nogen tid og anskaffede sig en traktor m.v. og startede en lille maskinstation. Fra juni 1947 foreligger en af politimesteren i Slagelse beseglet og stemplet Hovedbog for firmaet ”Traktorentreprisen” v/J. R. Bech, Vibevej 5, Slagelse. Bogen er aldeles ubrugt, så det kan tænkes, at den er den sidste af en lang række af hovedbøger. Firmaet er formentlig ophørt i 1947, og efter nogen tid er Jørgen Rudolf og Margrethe flyttet til Østerbro 21, hvor de boede i lejlighed ovenpå en osteforretning. 

Arven satte Jørgen Rudolf i stand til at købe en rigtig herskabsvilla i Jyderup – et stort hvidt 2 etagers hus med sortglaserede tegl, med vognport og en have på ½ ha, skrånende ned mod Skarridsø og med pragtfuld udsigt over samme. 

Her fik Jørgen Rudolf og Margrethe 15 dejlige år i omgivelser, der mindede lidt om deres tidligere boliger før konkursen i 1931. Margrethe var dement i alle årene, men Jørgen Rudolf plejede hende som en prinsesse. 

Jørgen Rudolf stod endvidere for al husholdning og pasning af den store have med græsplæne, høje bøgehække, staudebede, frugttræer, buske, køkkenhave og gange med perlesten, som skulle rives og holdes fri for ukrudt. I vognporten var der værksted og garage, og på loftet holdt han duer. 

Huset var møbleret med inventar fra Øresø, hvoraf en del var bragt ”i sikkerhed” her da familien forlod Sallerupgård. Skønt huset i Jyderup var stort, var der slet ikke plads til alle møbler og malerier m.v. fra Øresø. Jørgen Rudolfs tre børn fik derfor lov til at dele resten. Her under ses billeder huset i Jyderup. 

Jørgen Rudolf døde d. 3. maj 1971, hvor rengøringsdamen fandt ham død siddende ved skrivebordet i herreværelset. Margrethe var endnu ikke stået op. 

Familien blev underrettet, og Margrethe blev i første omgang flyttet til et plejehjem i Rude mellem Næstved og Skælskør. Efter kort tid blev hun imidlertid flyttet til psykiatrisk hospital ved Vordingborg, hvor hun døde d. 12. marts 1975. 

Således sluttede Jørgen Rudolfs og Margrethes liv og 60 år lange samliv. De sidste 40 år af deres samliv var naturligvis stærkt præget af konkursen i 1931. De første 25 år efter konkursen var utvivlsomt til tider forfærdelige, mens de sidste 15 år i Jyderup var et plaster på såret, trods Margrethes sygdom. 

Hvor belastende – psykisk og materielt – konkursen havde været, fortalte datteren Ulla Margrethe triste historier om i årenes løb. Et sidste vidnesbyrd herom dukkede op i forbindelse med rydning af Ulla Margrethes lejlighed efter at hun i 2003 flyttede til en plejebolig. I lejligheden fandtes et avisudklip med en omtale af dels Birgit Poupliers roman Lisinka fra 1996 om malerinden Elisabeth Jerichau Baumanns liv 1819-86, dels en udstilling af malerindens værker på Øregård Kunstmuseum.

Artiklen, som var fra 1997, var prydet med nedenstående Baumann-maleri Prinsesse Nazili Hanum fra 1875.

Billedet forestiller en ægyptisk født prinsesse, der var gift med sultanen af Konstantinobel (Istanbul), til hvis hof malerinden havde haft adgang på en rejse til Orienten. Af artiklen fremgik, at maleriet havde været handlet på Bruun-Rasmussens Auktioner i 1986 for 500.000 kr., det dobbelte af vurderingen, og at det i 1997 ejedes af sultanen af Brunei (på Borneo). Han solgte det i 2002. Under billedet havde Ulla Margrethe skrevet: ”Dette maleri ejede min far, Jørgen Rudolf Bech, Sallerupgård. Han solgte det til ingeniør Lyngbeck.” 14 dage senere fandtes i Ulla Margrethes kælderrum en æske med gamle fotos samlet af Jørgen Rudolf. Heriblandt var 3 fotos fra 2 (3?) forskellige stuer, hvor prinsesse-billedet ses tydeligt. På ét af billederne ses også Jørgen Rudolfs hustru, Margrethe, foran maleriet.